Malerarbejder på fredede og bevaringsværdige bygninger
Hvad skal man vide, nå man som maler kommer i berøring med en fredet eller en bevaringsværdig
bygning? Det er ikke altid nok, at man mestrer de krævende håndværksteknikker, i mange tilfælde er
det også nødvendigt at kende de øvrige særlige forhold og regler, som knytter sig til både de fredede og
de bevaringsværdige bygninger.
Hvordan finder man ud af, om bygningen er fredet eller bevaringsværdig?
Arbejder man med en ældre bygning og er i tvivl om hvorvidt den er fredet eller bevaringsværdig, kan
man søge efter bygningen på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside, hvor der er en særlig database over
Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB). Databasen rummer oplysninger om alle landets bygninger,
men hvis bygningen er fredet, eller hvis den er udpeget som bevaringsværdig fremgår det af teksten.
For de bygninger, der er fredede indenfor de seneste årtier, vil der være en uddybende
”fredningsbeskrivelse”, der fortæller om bygningens historie og om de værdier, der ligger til grund for
fredningen.