Eksponeringsbetingelser og malingssystem
I den videnskabelige litteratur er der mange eksperimentelle
studier af malingsnedbrydning og der findes en række statistiske modeller, som kan bruges til at frembringe en korrelation
mellem laboratoriedata og forventet nedbrydning under naturlig
eksponering [2]. Modeller baseret på en fysisk og kemisk
forståelse af problemet findes kun i meget primitive udgaver. I
indeværende arbejde er der valgt at fokusere på nedbrydning
af 2-komponent epoxy-amin-malinger (coatings), som danner
et robust 3-dimensionelt netværk, når de hærder. Den malingstype anvendes i stor stil i den tunge industri til antikorrosive
formål [5], men også som isolatorer indenfor for elektronik og i
forskellige kompositmaterialer, der udsættes for direkte sollys.
Mange epoxymalinger er UV-lysfølsomme, og derfor anvendes
ofte i den tunge industri et afsluttende lag af f.eks. polyurethan.
Epoxymalinger repræsenterer imidlertid et meget brugt referencesystem og eksperimentelle data, som kan bruges til modelverificering, er tilgængelige. Her vil blive fokuseret på konstante
UV-lyseksponeringsbetingelser med forskellige variationer i
malingsformulering.

Undersøgelser af malingsnedbrydning
Af termodynamiske årsager er alle udendørs malinger og plastmaterialer udsat for forvitring, og vil, i hvert fald i princippet,
ende som stabile slutprodukter (CO2
og vand) [4]. Nedbrydningsprocesserne forløber imidlertid med ret forskellige hastigheder afhængig af de anvendte malingsingredienser og eksponeringsbetingelser. I malingsindustrien og hos producenter
af polymerbaserede produkter (f.eks. plastsolceller og malede
metaltage) er der et vedvarende behov for hurtigt og pålideligt
at kunne teste nye eller forbedrede formuleringer. Accelererede
test kan udføres i laboratorieudstyr, hvor sollys imiteres med
en høj strålingsintensitet og perioder med kunstig regn eller
styring af den relative luftfugtighed. En anden mulighed er
udendørstest i klimatisk stabile regioner [4]. Det er naturligvis
vigtigt, at de anvendte accelererede test giver resultater, der
pålideligt kan ekstrapoleres til den mere langvarige naturlige

centrationen er nul, og en erosionsfront (malingsoverfladen),
hvor omsætningsgraden (den procentvise nedbrydning) af
netværket er konstant. Hastighederne af de to fronter vil efter
en kort periode blive ens, hvorved den stabile bredde af oxidationszonen er etableret. Oxidationszonen er i dette tilfælde kun
omkring 2 µm bred og nedbrydningshastigheden er domineret
af iltdiffusionshastigheden igennem oxidationszonen. I figur 4
og 5 er vist simuleringer og eksperimentelle data for en blød
epoxy-amin-”maling med en glasovergangstemperatur på kun
-50°C. Eksponeringsbetingelserne er konstante og malingen indeholder ingen lysstabilisatorer. De eksperimentelle data i figur